Dantaxi er glade for kurserne på Køreteknisk anlæg

"Vi har igennem mange år haft et godt og tæt samarbejde med AMU Nordjylland, når vores medarbejdere eksempelvis har skullet opgraderes med ny viden via forskellige kurser.

Netop nu og hen over efteråret 2017 er vores chauffører på kursus, hvor de får timer på køreteknisk anlæg samt kurser i førstehjælp – og det er rigtig godt! Der er stor opbakning til tiltaget blandt chaufførerne, og allerede nu har vi haft omkring 160 medarbejdere igennem. Det er et helt nyt tiltag, vi har søsat, og målet er især at geare os til fremtiden både i forhold til at fastholde og tiltrække ny arbejdskraft.

Muligheden for lige nøjagtig det her kursus opstod, da AMU Nordjylland blev forpagter af Køreteknisk anlæg i Nørresundby. Hvis ikke vi havde mulighed for at sende vores medarbejdere på kursus i Aalborg-området, havde vi ikke kunnet søsætte projektet. Vores chauffører er rigtig glade for at køre herovre, og Mogens er rigtig god til at koordinere tingene, så de går op i en højere enhed", fortæller Gert Mark vognmand ved Dantaxi.